Generalforsamlingen lørdag den 21. marts 2026 kl. 13 i klubhuset, Bellmansvej 22, 3700 Rønne
Generalforsamlingen var indkaldt ifølge klubbens vedtægter §5.
Dagsorden:
Pkt. 1: Kim Mortensen blev valgt som dirigent.
Pkt. 2: Claus Steenberg blev valgt som referent.
Pkt. 3: Jesper Andreassen fremlagde på bestyrelsens vegne beretningen for 2025:
”2025 har været endnu et stærkt år for vores cykelklub – et år fyldt med glæde, udvikling, fællesskab og store oplevelser på tværs af alle aldersgrupper. Fra de yngste børn, der lige har lært at klikke i pedalerne, til vores erfarne pensionisthold, har vi oplevet en klub i bevægelse, både på landevejene og i fællesskabet.
Tak til de frivillige – klubbens rygrad
Først og fremmest vil jeg rette en stor tak til alle vores frivillige. Uden jer ingen klub, ingen træninger, ingen arrangementer og ingen af de oplevelser, der binder os sammen. Jeres engagement gør en enorm forskel, og hver eneste time, I lægger i klubben, er med til at holde hjulene i gang – bogstaveligt talt.
En særlig tak til Jesper Kraul
Vi skylder også en helt særlig og stor tak til Jesper Kraul, som gennem året – og mange år før dette – har løftet en imponerende mængde opgaver i klubben. Jesper er ikke bare vores kasserer; han er også tidtager, samlingsmand og en af de personer, der altid står klar, når der er brug for en ekstra hånd.
Hans struktur, ro, overblik og dedikation er uvurderlig. Jesper er en af dem, der får tingene til at fungere – både i kulissen og i front – og hans indsats er en af grundene til, at vi som klub står så stærkt. Tak, Jesper, for din enorme indsats og dit store hjerte for BCC.
En ungdomsafdeling vi kan være stolte af
Vores ungdomsafdeling fortsætter med at være et af klubbens stærkeste aktiver. Det er inspirerende at se, hvordan de unge ryttere støtter hinanden, viser loyalitet i træningen og udvikler sig både sportsligt og personligt. De er et levende bevis på, hvad fællesskab og målrettet træning kan skabe.
En særlig tak til Dorte
I den forbindelse vil jeg rette en helt særlig tak til Dorte for hendes fantastiske arbejde som ungdomsformand. Da hun trådte ind i bestyrelsen, skabte vi rollen som ungdomsformand specifikt til hende – og det har vist sig at være en af de bedste beslutninger, vi har taget. Dorte har gjort en enorm forskel for BCC og for alle klubbens unge medlemmer. Hendes energi, struktur og omsorg har løftet ungdomsarbejdet til nye højder, og vi skylder hende en kæmpe tak for samarbejdet og indsatsen. Dorte træder ud af bestyrelsen, og det bliver et stort savn. Men heldigvis, at Dorte et godt bud på en afløser, som kan varetage arven. Det sætter vi stor pris på.
Sportslige højdepunkter
Bornholmsmesterskaberne bød igen i år på spændende cykelløb, hvor vi så, hvordan målrettet træning og specifikt fokus giver resultater. Det er motiverende at opleve, hvor langt man kan nå med dedikation og vilje – og vi glæder os over hver eneste rytter, der udvikler sig, uanset niveau.
Vores samarbejde med BHS – PL Beton Bornholm har fortsat været en stor gevinst, især for de unge ryttere, som får værdifuld støtte, inspiration og muligheder. Det er partnerskaber som dette, der styrker både klubben og det bornholmske cykelmiljø.
Store arrangementer på Bornholm – og store succeser
2025 har været et historisk år for cykelsporten på Bornholm, og vi har som klub været en aktiv del af det.
PostNord Danmark Rundt – endelig på Bornholm!
Efter mange års arbejde lykkedes det endelig: PostNord Danmark Rundt kom til Bornholm. Det blev en folkefest uden lige, og vi kan med stolthed sige, at vi som klub bidrog til en oplevelse, der vil blive husket i mange år. Det var stort at se verdensklassecykling på vores egne veje – og lige så stort for mig at se vores medlemmer stå skulder ved skulder som frivillige, tilskuere og ambassadører for sporten.
Škoda Børnetour – en fest for de yngste
Vores yngste ryttere fik også deres helt store dag, da Škoda Børnetour kom til øen. Det var en fornøjelse at se børnenes begejstring, mod og glæde, og arrangementet blev en kæmpe succes. For mange var det deres første cykelløb – og måske starten på en lang cykelrejse. Vi arbejder på at gentage succesen i år – i et endnu bedre format.
Medlemmer, økonomi og fremtid
Vi står fortsat stærkt som klub med et stabilt medlemstal og en sund økonomi. Det giver os mulighed for at udvikle os, investere i vores aktiviteter og skabe endnu bedre rammer for alle medlemmer.
Vi kunne dog ønske os, at flere medlemmer deltog i de cykelløb, vi selv arrangerer. Det er en vigtig del af klubbens identitet, og vi håber, at endnu flere får lyst til at prøve kræfter med konkurrencerne i det kommende år.
Fremtiden
2025 har vist os, hvad vi kan, når vi står sammen. Vi har oplevet store sportslige øjeblikke, stærke fællesskaber og historiske begivenheder på vores ø. Nu handler det om at bygge videre – med samme energi, samme passion og samme tro på fællesskabet. I 2026 vil vi igen se et stort cykelløb på Bornholm, når vi skal være vært for en afdeling af Demin Cuppen – vores sports superliga.
Tak for et fantastisk år. Lad os fortsætte med at skabe gode oplevelser, stærke fællesskaber og masser af cykelglæde i BCC.”
Bemærkninger til beretningen:
Jesper Andreasen blev bedt om at uddybe Denim cup. Et løb man skal søge om lov til at afholde:
Det er ikke cykelklubben, men foreningen bag cykelholdet BHS PL Bornholm der har ansøgt, og som står som ansvarlige for løbets afvikling. Viking er også involveret. DCU stiller med tidtagning, målområde og løbskommisærer. Det er et fast koncept, der ruller rundt i hele landet. Johnny Bondorff spurgte ind til muligheden for at have de yngste til start også. Det er meget vanskeligt at gennemføre, men Christian Andreasen vil undersøge muligheden, når DCU kommer for at inspicere ruten. Tilslutningen har historisk set været begrænset. Derfor har vi som klub været undtaget for afvikling af åbne licensløb.
Kim Mortensen havde indstillet Jesper Kraul til årets lederpris, men prisen er forandret og styres nu af TV2Bornholm alene.
Jesper Kraul spurgte ind til tilslutningen til MTB-træningen. Det blev drøftet om ændrede træningstider, kunne give større tilslutning. Der blev redegjort for de nuværende træningstider for børnene på både landevej og MTB.
Kommunen vil gerne optimere energiforbruget (varmen) i klubhuset, og Kim Mortensen har holdt møde med BRK. BRK indhenter tilbud. Entreprisen blevet delt mellem en håndværker og cykelklubben. Kim Mortensen er tovholder.
Dorte Poulsen fortalte om den tragiske ulykke hvor en af vores børneryttere blev kørt ned på vej til skole. Han er stadig ikke vågnet op fra den koma, han har ligget i siden ulykken.
Beretningen blev efterfølgende godkendt.
Pkt. 4: Regnskab for det forløbne år fremlægges til godkendelse.
Kasserer Jesper Kraul gennemgik regnskabet og redegjorde for de forskellige udgiftsposter og indtægter klubben har haft i 2025. Årets resultat viser et mindre underskud på minus 3.721 kr.
Ungdomsafdelingen er for 2026 blevet tildelt et selvstændigt budget.
Det blev under gennemgangen af indtægter, drøftet hvilke forpligtigelser vi har under Etape Bornholm. Vi levede i 2025 ikke op til alle forpligtigelser. BCC skal i uge 30 stille med 5 ryttere mandag, onsdag og fredag, heraf gerne også børneryttere, samt 2 ryttere tirsdag og torsdag.– der blev efterlyst en tovholder.
Regnskabet blev herefter godkendt.
Pkt. 5: Medlemskontingent for det kommende år.
Kontingentet er uændret.
Pkt. 6: Behandling af indkomne forslag.
Ingen indkomne forslag.
Pkt. 7: Valg af bestyrelsesmedlemmer for to år.
Jesper Kofod Andreasen og Christian Kofod Juul Andreasen er genvalgt til bestyrelsen.
Flemming Prüssing er valgt som nyt medlem af bestyrelsen, og erstatter Dorte Poulsen.
Pkt. 8: Valg af bestyrelsessuppleant(er) for ét år.
Hans Bentzen og Jens Jørgen Munch blev genvalgt.
Pkt. 9: Valg af revisor for ét år.
Jannik Møller er genvalgt som revisor.
Pkt. 10: Eventuelt
Sponsoraftalen med Fri Bikeshop Bornholm blev præsenteret.
Jesper Andreasen uddelte Peter Fritzens Prisen. I år gik prisen til Kim Mortensen, der altid sørger for at tingene glider let. Han bidrager med sin store viden og erfaring med at afholde alle typer af arrangementer – store som små.

Formanden ringede generalforsamlingen 2025 af.